Siberian Husky


Om Racen


Zeven

Racen

Hunderacen Siberian Husky er en meget speciel én af slagsen. Det er bestemt ikke en hund for enhver. Vi vil råde interesserede til at sætte sig grundigt ind i racen, før de overvejer at købe en husky.

Husky'er er glade, men meget aktive, brugshunde, og det skal man vide før man vælger netop denne race. Tag et kig på http://www.polarhund.dk/, hvor racestandarden kan læses, eller besøg os for en god hundesnak.


Husky'en stammer oprindeligt fra Rusland/Sibirien, hvor chukchi'erne brugte dem som trækhunde. Senere kom racen til USA, hvor man begyndte at anvende dem i slædeløb og til udstilling. I 1968 kom den første husky til Danmark. Husky'en er en af de ældste hunderacer i verden.

I stikord kan huskien beskrives sådan her:

Nysgerrig, venlig, udadvendt, værdig, selvstændig, fysisk stærk, signalstærk, aktiv og arbejdsivrig.


Huskien er et flokdyr og trives bedst blandt andre hunde, men der er ingen garanti for, at voksne hunde kan med alle fremmede hunde.

Racen er "tæt på naturen" sammenlignet med gængse familiehunde, men den kan godt holdes som familiehund, hvis den stimuleres korrekt. Hunden skal have opfyldt sit behov for både fysisk arbejde og mental stimulering.

En husky, sprængfyldt med energi, jager, trækker, graver og synger/snakker. Alle instinkter er intakt.

Vi plejer at sige, at "en træt hund er en nem hund".

Hold din husky afbalanceret og velstimuleret, tilpasset dens alder, så får du verdens bedste familiehund.

Hvis du overvejer at anskaffe en Siberian Husky, så tænk på at ...


   - Få individer kan trives udelukkende som selskabshunde

   - Racen er meget aktivitetskrævende

   - Huskien trives i flok, og derfor kan være meget svær at holde som enehund

   - Racen har stort jagtinstinkt, og derfor kun bør gå løs på indhegnet område

   - Racen har en stærk egen vilje og kræver en ejer med en solid portion humor oveni egen stædighed


Typer

Der findes efterhånden tre typer Siberian Husky. Løbsinteresserede har avlet på spinkle og hurtige hunde, mens udstillingsinteresserede har avlet på lave og kompakte hunde; sådan groft sagt. Derfor findes der i dag løbshuskies og showhuskies. Der findes dog stadig en del hunde, hvor de fysiske kendetegn ligger midt i mellem løbs- og showhundene; denne type kaldes standard/working type eller all-round typen. De sidstnævnte hunde passer rent fysisk bedst på racestandarden.

De forskellige typer Siberian Husky ser nok forskellige ud, men alle er samme race og vil derfor have samme grundlæggende karaktertræk og særprægethed. Alle typer kan være gode familiehunde, men man skal være klar over at løbstypen generelt har højere energiniveau end de øvrige typer. Egenskaber nedarves fra forældredyrene, så det er dem, du skal forelske dig i, før køb af hvalp.

Vi anbefaler altid, at man vælger race, hundetype og hvalp i kuldet ud fra den træningsform, man ønsker at dyrke med hunden.

Du kan se de tre forskellige typer her: Vargevass.


Vi ønsker at bibeholde racens oprindelige udseende og evner for arbejde, racens korrekte pelslængde og korrekte kropsbygning, set ud fra racestandarden. Vi avler kun på hunde i fysisk og mental balance, og fremavler bevidst samarbejdsegenskaber samt imødekommende, nysgerrigt temperament.



Sundhed

Generelt er racen Siberian Husky en sund en af slagsen, men der er alligevel en række sygdomme/tilstande, som plager racen i et vist omfang:

Øjensygdomme (herunder kataract og PRA)

HD (hofteledsdysplasi)

Kryptorkisme (dvs. at testiklerne ikke falder rettidigt ned)

Epilepsi

Zinkmangel

Hypothyroidisme (skjoldbruskkirtelproblemer)


Vi har valgt at teste vores avlsdyr for de såkalde skjulte sygdomme (dvs. sygdomme der kan eksistere uden det kan ses med det blotte øje): HD, AD, øjenproblemer og skjoldbruskkirtelproblemer. Sådan ved vi, at vi har minimeret risikoen kraftigt, for at lave hvalpe med dårlige gener.

Samtidigt får vi vores tæver mentalbeskrevet og præmieret på både løbsegenskaber samt samarbejdsegenskaber, sådan at sind, sundhed og arbejdsegenskaber går op i en højere enhed.